• Trods bred vækst står Coloplasts indtjening i stampe

    ソース: BDK Finans / 20 8 2024 02:06:43   America/New_York

    Medicoselskabet Coloplast har leveret vækst inden for alle sine forretningsområder i selskabets tredje kvartal. Men indtjeningen står stille. Det viser selskabets regnskab for tredje kvartal i regnskabsåret 2023/2024, som er blevet offentliggjort tirsdag morgen. Kvartalet dækker månederne april, maj og juni. Her har Coloplast omsat for 6,9 milliarder kroner, hvilket er 13 procent mere end i tredje kvartal i regnskabsåret 2022/2023. Indtjeningen lyder på knap 1,3 milliarder kroner, hvilket er det samme som året før. Ser man på selskabets første tre kvartaler i regnskabsåret er der dog en indtjeningsfremgang. Her har selskabet tjent lidt mere end 3,7 milliarder kroner, hvilket er fem procent mere end i det foregående regnskabsår. Omsætningsvæksten har været størst inden for forretningsområdet for avanceret sårpleje. Her lyder den organiske vækst på 13 procent i tredje kvartal. Organisk vækst er et udtryk for udviklingen i en virksomheds omsætning eller overskud fraregnet udsving i valutakurser og opkøb af virksomheder. Inden for avanceret sårpleje har Coloplast omsat for knap 1,1 milliard kroner. Selskabets største forretningsområde er fortsat stomi, hvor det har solgt for 2,4 milliarder kroner i tredje kvartal. Coloplast producerer sygeplejeartikler inden for områder som stomi, kontinens og hud- og sårpleje. Kristian Villumsen, som er topchef i Coloplast, fremhæver i en kommentar til regnskabet, at Atos Medical og Kerecis, som begge er blevet opkøbt af Coloplast, leverer et "solidt kvartal med tocifret vækst". Desuden fremhæver han, at Coloplast gør fremskridt med nye produkter. - Jeg vil fremhæve vores nye intermitterende kateter, Luja, som bidrager flot til væksten i kontinensforretningen og løfter behandlingsstandarden for mennesker, der har behov for hjælp til at tømme deres blære, siger han. Coloplast meddelte i juli 2023, at det ville købe det islandske selskab Kerecis for op til 8,9 milliarder kroner. Kerecis producerer produkter inden for sårbehandling baseret på fiskeskind. I april offentliggjorde amerikanske sygekasser et udkast til tilskudsordningen for sårplejebehandlinger af diabetisk fodsår og venøse bensår. Det skabte tvivl om, hvorvidt Coloplast vil være omfattet af ordningen. I forbindelse med regnskabet for andet kvartal i maj sagde Kristian Villumsen dog til MarketWire, at han har fuld tiltro til, at produkterne fra Kerecis vil blive genoptaget på refusionslisten. Tilskuddene udgør ifølge MarketWire omtrent 20 procent af omsætningen i Kerecis. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/trods-bred-vaekst-staar-coloplasts-indtjening-i-stampe
シェアする